Min første cirkusoplevelse – vuggestueforløb

Kom med på en sanselig og legende opdagelsesrejse i cirkus forunderlige verden.

I ”Min første cirkusoplevelse” skal børnene på en opdagelsesrejse gennem Cirkusmuseets udstilling. Sammen med museets formidler går børnene på opdagelse blandt farvestrålende kostumer, vilde cirkusnumre og skøre rekvisitter. Børnene skal både trylle, løfte ting, så tunge som heste, og få tørklæder til at svæve i luften. Med på forløbet har formidleren en gammel cirkuskuffert. Kufferten gemmer på små overraskelser, som undervejs vækker historierne i udstillingen til live. Forløbet tager udgangspunkt i børnenes nysgerrighed, sanser og lyst til at bevæge sig. Her skal man ikke kunne en masse om cirkus på forhånd. Man skal bare have lyst til at være med.

Efter forløbet er I meget velkomne til at gå på videre opdagelse i udstillingen eller besøge museets legeunivers. Her kan børnene slippe fantasien løs og selv indtage cirkusmanegen og cirkuspladsen. I er også velkomne til at medbringe jeres madpakker.

“Vi var simpelthen så glade og imponerede over forløbet – både fordi vi kunne se en interesse fra børnenes side, men bestemt også fra museets formidler! Det var super at se en så engageret medarbejder, der lever sig ind i den verden, for det gør det absolut mere sjovt for os alle – tryllerierne var især et hit.“

  • Pris: 400 kr. Tid: ca. 35 min.
  • Aldersgruppe: fra 2,5 (da udstillingen er på 1. sal, skal børnene kunne gå selv)
  • Antal: ca. 10 børn
  • Booking: info@cirkusmuseet.dk