Den faste udstilling
Hvorfor er cirkus så fantastisk?
I cirkus er det kun fantasien, der sætter grænser for hvad der er muligt, samtidig er livet med cirkus unikt. Det vil du opleve i vores udstilling, der er fyldt med film, rekvisitter, kostumer og indtryk fra cirkus- og artistverdenen. Bugtaleren Peter Nørgaard og hunden Charlie står klar på skærme til på underholdende vis at guide dig igennem.
Den største klovn i cirkus
I udstillingen kan du opleve filmklip med nogle af de største eller sjoveste klovne og komikere fra cirkusmanegen. Du kan bl.a. opleve den nok mest berømte klovn Charlie Rivel, hvis firkantede røde næse og skaldepande er udstillet. Du kan også se speciallavede klovnesko, fra en af nutidens mest berømte klovne, nemlig klovnen BonBon.
Kan man løfte en hest med tænderne?
Ja i cirkus kan man, og i udstillingen kan du se hvordan artisten Pierre Hoffland løftede en hest med rytter med tænderne. Her hænger det mundbid, som blev brugt, når han hævede hesten fra jorden. Du kan også opleve et fantastisk nummer som Simets balancenummer, hvor han med sin kone Olga kørte på line 21 m oppe i luften på motorcykel. En af Simets motorcykler, der har været brugt i nummeret, er også udstillet.
Hvorfor er kostumerne så specielle i cirkus?
Smukke kjoler fra cirkusartister som Paulina Schumann, Katja Schumann, Diana Benneweis, eksotiske kostumer fra kineseren Wong Ko Lian, ryttersken Miss Zephora eller fine herrekostumer fra Albert Schumann, Benny Berdino eller LeePeeVille fylder også vores udstilling. Her bliver du overvældet af farverigdommen, pailletterne og de mange fine detaljer, der får kostumerne til at stikke ud og tiltrække sig al opmærksomheden, hvilket er et af formålene ved kostumerne.
Kan du læse tanker?
Magien spiller også en stor rolle i vores udstilling, hvor du kan se alt fra gamle tryllerekvisitter fra Edmund Renk til film med tryllekunstneren Jørgen Samson, som tryllede 42 kg af genstande bestående af blomster og borde frem fra sit tøj!. Du kan også få afslørede hvordan en af Danmarks mest berømte og kontroversielle tryllekunstnere Truxa lavede sit berømte tankelæsernummer med sin kone Gulli. Et nummer der gav stor debat i medierne, for kan man læse andres tanker, eller er det snyd?
”Fuld tilfredshed eller pengene er spildt”
Sådan sagde gøglerkongen Professor Tribini, når han foran sin varieté prøvede at få publikum ind. I udstillingen kan du bl.a. få historien om Tribini og hans makker Arne Berdino samt se nogle af hans sjove rekvisitter som hans rumsterstang og lirekasse. En stjerne i gøglets verden var også den talentløse danser Miss Florens, som fandt et holdested i livet her. Hendes specielle dans og sang kan du opleve i udstillingen, hvor du også kan se nogle af hendes specielle kostumer.
Hvordan er livet i cirkus?
Det er specielt at rejse rundt stort set året rundt og være sammen med sin familie i en lille global landsby, som cirkus er. Hvordan det er særligt at være barn i cirkus kan du opleve i udstillingen igennem film og fortællingen om et par af de store cirkusslægter, som vi har i dag i form af Arli og Berdino. Særligt for børnene og de nysgerrige er der en særlig oplevelse i vente i denne del af udstillingen.
Hvorfor optræder man i cirkus?
Penge og berømmelse er ikke det drivende, men i udstillingen kan du høre, hvad der så driver cirkusartisten Benny Schumann, gøgleren Jon G. Lør eller nycirkusartisten Ylva Maia Havdrup til at optræde og lave numre, der kræver mod og timevis af træning for publikum.
Hvad har en røv at gøre i cirkus?
Nycirkus er en genre for sig. Her bliver artisteriet brugt til at fortælle historier, og det absurde, det groteske og det ironiske bliver ofte inddraget. Her kan der således godt optræde en røv. Masser af film og nogle af de specielle rekvisitter kan du opleve i udstillingen, hvor du også kan få hele baggrunden for nycirkus.
Hvad laver en stetsonhat i udstillingen?
Hatten har tilhørt den karismatiske cirkusdirektør Eli Benneweis og er en af de første ting de møder i udstillingen sammen med en fantastisk cirkusplakat fra Cirkus Renz, der i midten af 1800´tallet var det største cirkus i Europa.
Aktiviteter i udstillingen
Ønsker du at få særlig oplevelse, når du går rundt med hele familien, kan du i vores billetsalg få udleveret en særlig aktivitet for børnene, hvor I kommer til at gå på opdagelse i udstillingen på en sjov og anderledes måde. Du kan naturligvis også booke en spændende rundvisning eller et oplæg, hvor du kan få nogle af spændende historier, som er i udstillingen.
Vi glæder os til at se jer!