Magisk efterårsferie

Er du klar til en efterårsferie fyldt med grin, trylleri og cirkusleg? Så tag hele familien med på Cirkusmuseet i uge 42, hvor der venter sjove oplevelser ud over det sædvanlige!

Cirkus ZigZag tryller og jonglerer for både børn og voksne

Hver dag fra mandag d. 13. oktober til fredag d. 17. oktober kan du kl. 11 opleve det sprudlende Cirkus ZigZag, hvor artisten Jonathan Zeuthen og tryllekunstneren Andreas Brunsborg slår sig løs med jonglering, magi, musik og masser af skøre indfald.

Forestillingen med Cirkus ZigZag koster 20,- udover entréprisen, som er 75,- for voksne og 0,- for børn. Køb din billet lige her

Cirkusartist for en dag

Efter forestillingen kan hele familien selv få cirkuskræfterne i spil til Cirkusleg, som er en sjov og aktiv aktivitet, hvor du kan prøve trapez, jonglering og mange andre cirkusdiscipliner under kyndig vejledning af museets cirkusinstruktør. Det foregår mandag til fredag kl. 12.30-14.30 i uge 42 og søndage kl. 10.30-12. Cirkusleg er inkluderet i entréprisen.

Sjov udstilling med opgaver og præmier

I museets udstilling kan du møde bugtaleren Peter Nørgaard og den frække hund Charlie, som på skærme rundt i udstillingen fortæller sjove og spændende historier om livet som cirkusartist. Børnene kan også tage på Cirkusjagt og trylle en lille præmie frem.

Kreativt værksted for hele familien

På museets 2. sal kan du slippe fantasien løs på det hyggelige Kreaværksted, hvor du kan lave din egen fantasifulde klovn eller farverige cirkushat med materialer som gamle cirkusplakater, programmer, karton, pomponer og meget mere.

Der er altså rig mulighed for at få en hyggelig, sjov og lærerig familiedag på Cirkusmuseet i efterårsferien.