Magisk efterårsferie

Tag hele familien med på Cirkusmuseet i uge 42, hvor der venter sjove oplevelser ud over det sædvanlige!

Cirkusleg

Hele familien kan få cirkuskræfterne i spil til Cirkusleg, som er en sjov aktivitet, hvor du kan prøve trapez, jonglering og mange andre cirkusdiscipliner under kyndig vejledning af museets cirkusinstruktør. Det foregår mandag til fredag kl. 12.30-14.30 i uge 42 og søndage kl. 10.30-12. Cirkusleg er inkluderet i entréprisen.

Sjov udstilling med opgaver og præmier

I museets udstilling kan du møde bugtaleren Peter Nørgaard og den frække hund Charlie, som på skærme rundt i udstillingen fortæller sjove og spændende historier om livet som cirkusartist. Børnene kan også tage på Cirkusjagt og få en præmie, som de selv tryller frem.

Kreativt værksted for hele familien

På museets 2. sal kan du slippe fantasien løs på det hyggelige Kreaværksted, hvor du kan lave din egen fantasifulde klovn eller farverige cirkushat med materialer som gamle cirkusplakater, karton og meget mere.

Lauge Benjaminsen jonglerer for både børn og voksne

Lauge Benjaminsen er en af Danmarks absolut allerbedste jonglører. Han tager jongleringen til nye højder, og du vil se jonglering udført med en uovertruffen musikalitet og teknik. Lauge er kendt i jongleringskredse over hele verden og har vundet flere priser og holder flere verdensrekorder. Så glæd dig til et forrygende show. Køb din billet lige her

Der er altså rig mulighed for at få en hyggelig, sjov og lærerig familiedag på Cirkusmuseet i efterårsferien.