Cirkus-Varieté

Fredag d. 4. september byder museet på en enestående varieté for unge og voksne, hvor du bl.a. kan opleve verdens bedste tryllekunstner.

Mortenn er navnet på manden, der bærer titlen “verdens bedste tryllekunstner”. De to n´er er ikke en stavefejl, men når man er verdens bedste og muligvis sjoveste, er det naturlig,t at navnet også skiller sig ud. Mortenn har taget tryllekunsten til et nyt niveau med sin innovative tilgang, hvor han udvikler alt selv. Med et nært venskab med Rune Klan kan man måske få en idé om formen på hans show, hvor komik bliver blandet med magi, der får dig til at betvivle virkeligheden. Det er sjældent, at du kan opleve Mortenn i Danmark, da hele verden er ens arbejdsplads, når man er verdens bedste. Han har således to gange optrådt i det berømte amerikanske TV-show The Penn and Teller show, som man kan opleve på bl.a. Prime Video.

Til varietéen kan du også opleve andre af Danmarks absolut bedste artister som f.eks. Jonathan Bendtsen, der optræder i et Cyr-hjul. Et Cyr-hjul er en stor metalring, som han kan lave de mest fantastiske tricks i, når han drejer rundt og nærmest ophæver tyngdeloven. Han er samtidig en eminent diablo-jonglør, der nok kun bliver matchet af en af aftenens andre artister, nemlig Jonathan Zeuthen. Jonathan Zeuthen er kendt for sine jongleringsevner, men til varietéen vil du også kunne se par-akrobatik, hvor han optræder sammen med Mona Dyreborg. Sidst, men ikke mindst kan du opleve spasmageren, gøgleren og tryllekunstneren Andreas Brunsborg.

Varietéen starter kl. 20, koster 150,- i entré og varer cirka 2 x 45 min. Dørene åbner en time før, hvor der er tid til at forsyne sig i baren. Billetter kan købes ved at trykke her. Overskydende billetter vil blive solgt i døren.

Varietéen er en del af Cirkusmuseets festival Ta´daa, der samtidig markerer museets 25 års jubilæum.