Gakkede trommeløjer og gøgl man-fredag i uge 7

Oplev bl.a. det gale trommefænomen Kalle Mathiesens World Tour, når Cirkusmuseet byder indenfor i vinterferien med masser af aktiviteter og en helt ny udstilling.
Fra mandag d.13. til torsdag d.16. februar alle dage kl. 11 indtager Kalle Matthiesen, kendt fra bl.a. Ramasjang, scenen på Cirkusmuseet. Bevæbnet med loopstation, trommesæt, bas, balloner, pivedyr, ridderhjelm, boremaskine samt en god portion selvironi, serverer han musikalsk underholdning i verdensklasse.
Fredag d.17 februar kl. 11 overlader Kalle scenen til Øglegøgleren Mugge, der med fis i kasketten og masser af fornøjeligt artisteri vil underholde med gøgl for alle aldre.
Ny udstilling
I museets nye udstilling kan du få et spændende indblik i cirkuslivet, og udstillingen opfordrer særligt børnene til at gå på opdagelse og finde ud af mere om livet bag manegen.
I kan også tage en skattejagt rundt på museet og opleve udstillingerne på en anderledes måde.
Cirkusaktiviteter
Skulle du selv overveje cirkuslivet, er det en god idé at finde ud af, om du f.eks. skal være jonglør, linedanser, trapezartist eller noget helt fjerde. Det kan du, når museet byder på Cirkusleg mandag til fredag i uge 7  fra kl. 12.30-14.30.
Er familien mere til de stille aktiviteter, kan I tage på museets kreative værksted, hvor I kan lave jeres eget fine klovnekostume.
Alle aktiviteter dog undtaget shows kører også i uge mandag til fredag i uge 8.