Julemarked 2023
Kom til decembers hyggeligste julemarked!
Søndag d.10.12. oser det af julestemning i Avedørelejren, når Cirkusmuseet og Forstadsmuseet afholder julemarked kl.10-15. Oplev over 70 charmerende og julede stader med alt, hvad dit julehjerte måtte begære. Her kan du finde det fineste kunsthåndværk, julepynt og julelys i lange baner, fristende julelækkerier, hjemmelavet gløgg og æbleskiver, salg af juletræer, lokal øl og meget meget mere.
Hele familien er velkommen på markedet, hvor der også er underholdning for alle aldre. På pladsen optræder Cirkus Aroma i form af multiartisten Astrid Søndergaard, som især er kendt for sine flotte ildnumre, der nok skal lyse op i julelandskabet.
Øjvind Ougaard og Jonna Glifberg vil underholde med anderledes fortolkninger af både gamle klassikere og nye pophits fra den danske sangskat. Øjvind Ougaard, er bl.a. kendt for sit mangeårige makkerskab med ”Monrad & Rislund” og har også i en årrække været kapelmester i Zirkus Nemo.
Julen bliver sunget ind af Copenhagen Barbershop Chorus, der er et af de bedste barbershop-kor du kan opdrive. Hele 8 sprøde mandestemmer vil forkæle din øregang med de bedste juleklassikere, når de syngende bevæger sig rundt på markedet.
Selvfølgelig får markedet også besøg af Julemanden, der trods decembers travlhed, har afsat tid til at hilse på og lytte til de mange artige børns julegaveønsker. På pladsen kan både store og små gæster gi’ den gas i cirkusteltet, hvor der er fri cirkusleg under kyndig vejledning af Cirkusmuseets artist.
Fra markedet i Avedørelejren kan du køre gratis med Regnbuens hestevogn til Quarks julemarked, hvor du også kan fornøje dig med julesysler i Quarkcentrets smukke omgivelser ved Avedøresletten.
Der er gratis adgang til alle dele af markedet og der er i dagens anledning også fri entré på Cirkusmuseet, hvor du kan komme på nissejagt og klippeklistre i museets kreative værksted.
Alle stader er udsolgt. Du kan skrive dig på ventelisten ved at trykke her