Historie
Museets historie er funderet i Ølund Barlys samling. Ølund Barly (1917-1999) samlede igennem et helt liv på rekvisitter, billeder, kostumer m.m. fra cirkusverdenen og dens historie. Han boede i en tre-værelses lejlighed på Vesterbro i København, og da samlingens størrelse oversteg 110.000 enheder, krævede det megen fantasi at få den opbevaret i lejligheden – en fantasi Barly besad. Han placerede blandt andet sin seng højt over gulvet for at kunne få plads til sine cirkusplakater nedenunder.
Barly som artist
Barly var også selv artist, en levevej der faldt ham let i og med, at han var søn af en cirkusmusikant. Barly havde særlige talenter som jonglør, og han fik sin debut i varietéen National Scalas Kunstnerforum i 1937. Hans balanceevne var uovertruffen, og han havde en række ekvilibristiske numre, hvor han benyttede sig af det.
Efter Barlys artistkarriere fik han som mange andre tidligere artister job som kontrollør i Tivoli, og i en årrække arbejdede han også som julemand i Illums. Hans kærlighed til artisteriet forsvandt dog aldrig, og han var altid villig til at fortælle historier fra artistlivet.
Museet starter
I slut-70´erne medvirkede Barly i TV-programmet Cirkusklubben, hvor han fortalte anekdoter om artister fra sin samling. Det gjorde at samlingen og Barly blev kendt i en bredere offentlighed. I 1992 fik Ølund Barly Københavns Amts Kulturpris for sin store indsats. Herefter indgik Barly et samarbejde med amtet, der skulle sikre samlingens beståen igennem en mere hensigtsmæssig opbevaring og samtidigt få den digitalt registreret. Arbejdet varede i 10 år og i snit arbejdede 10 personer på projektet om året! Arbejdet skabte et solidt fundament for et museum, og i 2001 kunne Cirkusmuseet slå dørene op i Avedørelejren. Ølund Barly afgik desværre ved døden i 1999 og nåede således ikke at se sit livsværk i de nye rammer.
I 2004 overtog Hvidovre Kommune driften af museet. I 2009 blev museet udvidet betragteligt, da Avedørelejrens gamle Fægtesal takket været fondsmidler fra Realdania og Arbejdsmarkedets Feriefond blev istandsat, så den kunne bruges til cirkusaktiviteter. I dag kan du således få cirkusoplevelser både til krop og sjæl og møde cirkuskunsten på de bedst mulige præmisser.