Professor Tribini

”Jeg lyver kun når jeg taler”
Overskriften er et berømt Tribini-citat, der på fornem vis illustrerer, hvordan den ekstremt ordblinde Tribini havde ordet i sin magt og kunne lave finurlige vendinger, der krævede lytterens fulde opmærksomhed.

Tribini eller rettere Christian Nielsen, der var hans borgerlige navn, blev født d. 25. august 1915, og virkede som den sidste ægte gøgler i Danmark frem til sin død i 1973. Han blev især kendt for sit engagement på Bakken, hvor han optrådte fra 1935 til 1971 med en enkelt afstikker til Cirkus Royal. Fra 1948 var han selvstændig teltholder med varietéen New Scala, og foran den udfoldede han sig som en fantastisk rekommandør.

Det var ikke givet, at han skulle gå gøglervejen, og hvis ikke driften efter landevejen og det optrædende liv havde været så stor, kunne han meget vel være endt som vognmand som sin fader. Forældrene døde, da Tribini var 9-10 år gammel, hvorefter tre tanter overtog opdragelsen af ham. Men Tribini var ikke sådan at tøjle, selvom tanterne forsøgte at få ham til at gå en borgerlig vej. Så han debuterede i 1931 som tryllekunstner. Tryllekunsten holdt han fast i livet igennem, og han var eminent til at trylle med de kinesiske ringe. Han spillede også harmonika og rejste blandt andet rundt med Arne Olsen, der senere grundlagde Cirkus Arena og tog efternavnet Berdino. De kom ud til en række markeder, hvor Tribini bl.a. oplevede den daværende gøglerkonge Professor Labri.

Tribinis store inspirationskilde
Labri blev en meget stor inspirationskilde for Tribini, og Tribini lagde aldrig skjul på sin begejstring for ham. Helt konkret fik Tribini titlen Professor efter Labris død, for netop at følge i hans fodspor. En idé, der blev født af Bakkekongen Frode Jensen i 1943. Men titlen var ikke det eneste, Tribini tog til sig. Labri mestrede i høj grad også de specielle ordspil om end hans facon var mindre folkekær end Tribinis. Labri havde nemlig en skinger stemme og en mindre jovial fremtoning end Tribini, men hans fantasi fejlede ikke noget. Det er således Labri, der f.eks. er fadder til ”Frikadellens flugt over plankeværket” eller ”Ouverturen til den knækkede vognstang”.

Gøglerne var imidlertid også inspireret af det store udland, og Tribini tog ofte på studieture. Han er ofte blevet benævnt som den danske pendant til den store amerikanske showmand P.T. Barnum, der godt nok levede 100 år før. Tribini ejede en forretningssans, der ikke var ulig Barnums, og han evnede ikke mindst at skabe omtaler af en hvilken som helst situation. Han spottede således lynhurtigt politikere, skuespillere og lignende, som fik en rolle, hvad end det var i varietéen eller på Bakkens scene. Han sørgede altid for at pressen var til stede for at forevige situationen, og der findes et utal af billeder, hvor Tribini ses storstorsmilende ved siden af skuespillere som Dirch Passer eller Marguerite Viby eller politikere som Hans Hækkerup eller Erhard Jacobsen.

Tribini kom ikke sovende til sin berømmelse og arbejdede stort set i døgndrift. Hvis ikke det var med deciderede optrædener arbejdede han med nye idéer og ofte af den mere skøre slags. En af disse var julemandskongressen på Bakken, der skulle holdes i juli måned. Det startede i 1957 og blev en tradition, der forsat lever i bedste velgående. Udenfor Bakkesæsonen kørte han Danmark tyndt med familien, hvor de især optrådte til juletræsfester. Det gjorde, at Tribini ikke kun var et Københavner-fænomen, men var folkeeje.

Folkeejet blev forstærket, da Tribini også trådte ind på det store lærred og fik roller i flere film. Ofte medvirkede han som sig selv, men i filmen ”Den store gavtyv” fra 1956 havde han en decideret rolle bl.a. i selskab med Dirch Passer.

Børnenes Ven
Tribini var også kendt som børnenes ven, og at der var hold i den påstand blev eksemplificeret ved en aflevering til Cirkusmuseet. En kvinde midt i tresserne dukkede op med sine børnebørn for at aflevere en indrammet papirsmatros, der ærligt talt havde begrænset æstetisk værdi. Det viste sig, at hun havde fået den i forbindelse med et besøg på Bakken med sine forældre, da hun var 4 år gammel. Hun havde noget betuttet betragtet Tribini på paraden, og havde stukket tommelfingeren i munden. Tribini fik øje på den lille pige i mængden, og lavede fluks papirsmatrosen til hende. Det blev et så kært minde for hende, at den blev indrammet og over 60 år senere afleveret på museum.

Feriefesterne på Bakken var et andet eksempel på Tribinis opmærksomhed mod børnene. Festerne startede før Tribinis tid, men han bragte dem op på et højere niveau, der trak flere tusinde til Bakken. Festerne blev arrangeret efter temaer, der gav Tribini god mulighed for specielle udklædninger og særlige gags, der igen kunne kaste presseomtale af sig. Bl.a. var det til en feriefest, at han fik bygget Tribinibilen, som var en festligt ombygget Ford A med forparti i begge ender.

Tribinis betydning for andre artister må heller ikke underkendes. Mange fik således hår på brystet efter at have optrådt hos Tribini. En af disse var den berømte Tryllekunstner Jørgen Samson, der af Tribini blev tvunget til at skabe fakirfiguren Ali Ben Softice. Tribini stod og manglede en fakir i programmet, og valget faldt til Samsons forbløffelse på ham. Det på trods af at tryllekunsten og klovneriet var Samsons hoveddiscipliner. Mange artister blev også hængende hos Tribini eller samarbejdede nært med ham i en årrække. Det gælder for artister som Lilly Anthony og Erico Lund.

TV´s komme og Velfærdssamfundets udvikling betød at mange varietéer lukkede allerede fra sidst i 1950´erne. Tribini holdt imidlertid stædigt ved, også selv om det var nedgangstider. Først i 1971 kapitulerede han på Bakken, men fortsatte stadig sit virke rundt om i landet frem til sin død i 1973. Det er da også sigende, at Tribini omkom på vej til et job på Bornholm. Han var på farten til det sidste.

Tribinis betydning i dansk underholdningshistorie var stor. Han stod på skuldrene af tidligere tiders gøglere og traditioner, men fandt sin helt egen facon. Samtidig formåede han at spille på mediernes klaviatur og på den måde begå sig i en ny tid, selv om mange fandt gøglet passé. De fleste som har oplevet Tribini får et længselsfuldt blik i øjnene, når hans navn bliver nævnt. Han gav mennesker en række gode grin og minder og havde øje for selv de mindste som den indrammede papirmatros vidner om. Tribini var den sidste ægte gøgler og bærer historien om en svunden tid.

Hør historien om Professor Tribini her