Motorcykelartister

Motorcykelartisterierne har traditionelt fundet sted på markeder, hvor de har en lang historie. Det drejer sig bl.a. om kørsel i dødsdrom, hvor artisterne kører rundt i en kugle eller cylinder med høj fart. Andre artister har kørt på line med motorcyklerne, en øvelse der kombinerede det 20. århundredes brølende transportsamfund med en af de mest traditionsrige former for artisteri, nemlig linedansen.

Dødsdrom

Blandt de kendte danske motorcykelartister var dødsrytterne Wilhelm Arne og Franz Krüger (f. 1921- d. 2008), mens popidolet Peter Belli (f. 1943) i en kort periode i midten af 1960’erne også rejste som dødsdromkører. Artisternes motorcykler havde været igennem mange ombygninger for at tilpasse dem til de krav, artisterierne stillede, og var derfor helt unikke. I dag er motorcykelartisterier ikke længere en selvfølge på markeder. Det er således de færreste børn, der i dag ved, hvad en dødsdrom er.

Linedans

Linedanserne hørte sammen med akrobater og jonglører til de første omrejsende gøglere i Europa. De rejste land og rige rundt, og viste deres færdigheder frem på markeder, til byfester og ved kongens hof. Hvor de kom frem, bad de om tilladelse til at spænde deres line ud mellem de højeste tårne, eller imellem to master som de selv havde medbragt. Deraf navnet tårnlinedanser.

I løbet af 1700-tallet begynder cirkus at tage den form vi kender i dag, og linedansen rykker ind under teltdugen. I dag er det oftest i disse rammer man møder linedansen. Men i 2001 var det muligt at opleve den ungarnske motorcykel artist Laszlo Simets utrolige balancenummer på line i Tivoli. Simets optræden med balancemotorcyklen i bl.a. Tivoli minder en del om den traditionelle tårnlinedans. Simet har dog tilføget et nyt element, nemlig motorcyklen. Med den forfiner Simet den klassiske linedans ved at stille sig på sædet eller stå på hænder på styret, mens partneren, Olga Yermakova, hænger i konstruktionen under motorcyklen. Således rummede nummeret både fart, akrobatik, højde, balance og ikke mindst spænding.

Kispus med døden

Cirkusmuseet præsenterede i 2005 udstillingen Kispus med døden, hvor publikum kunne opleve gys, gru og spænding fra motorcykelartisternes optræden. Udstillingen handlede om motorcykelartisterier, sådan som de udspillede sig i dødsdromer eller på line. Bl.a. var det muligt at se de fantastiske optagelser fra den sidste dødsdrom i Skandinavien.