Miss Zephora

Zephora Barenco (1883-1961)

Henni Gustafsson, senere kendt som Zephora Barenco, blev født i Norrköping, Sverige, i 1883. Hun var barn af hårdtarbejdende forældre (tekstil), som i alt fik seks børn, der alle endte med at rejse med cirkus. Selvom det i slutningen af 1800-tallet, var ilde set at være en del af det “rejsende folk”, accepterede forældrene børnenes ønske om en anden tilværelse end den de kom fra. Måske fordi de kendte fabrikkens slid alt for godt.

Hennis ældste bror, Henning, var den første, der tog af sted med cirkus, som lærling ved akrobattruppen Jacobi. I 1889 blev han tilbudt en plads hos den store cirkusdirektør John Madigan, Elvira Madigans stedfar. Dette skete samme år som Elvira Madigan og Sixten Sparre var blevet fundet døde på øen Tåsinge, og den megen omtale af tragedien havde givet Cirkus Madigan stor opmærksomhed, hvilket gav dem en god sæson. 

Henning startede som slangemenneske, men lærte snart at ride. Han arbejdede for kost og logi, men fik til gengæld god træning og uvurderlig erfaring med cirkuslivet, hvilket han senere fik god brug for, som cirkusdirektør. 

Zephoras debut

Da Cirkus Madigan på et tidspunkt ville opføre en pantomime af Rødhætte, manglede de en lille pige med rødt hår, og kom så i tanker om Hennings 8-årige lillesøster. Henni takkede ja til rollen, og debuterede i Cirkus Madigan i år 1891. 

Herefter rejste Henni videre med cirkus som lærling, og Fru Madigan gav hende kunstnernavnet Miss Zephora, opkaldt efter en berømt cirkusrytter. Henni blev så glad ved navnet, at hun også brugte det privat. Miss Zephora blev trænet hårdt af Fru Madigan, Hun blev, som alle cirkusartister på den tid, trænet i klassisk ballet for at opnå smidighed og hun gjorde hurtigt store fremskridt på hesteryggen, hvor hun optrådte uden sadel. 

Anmelderne roste Miss Zephoras artisteri og mente, at hun var særdeles smidig, graciøs og sikker i sine volter og spring på hesteryggen. En af hendes specialiteter var, efter endt optræden, at tage imod publikums klapsalver og beundrende blikke med en saltomortale iført balkjole. 

I 1902 overtog Henning Cirkus Madigan fra John Madigans enke Laura, som havde drevet cirkusset efter at han var omkommet i en brandulykke 1897. Cirkusset ændrede navn til Cirkus Orlando og efter den nye direktør Henning Gustafsson Orlando. 

Som 19-årig i 1905 optrådte Zephora med Cirkus Orlando i Cirkusbygningen i København. Zephora optrådte på hesteryg uden sadel og en dobbelt jockey akt med sin yngre bror Erland til publikums store begejstring, og Zephora blev meget berømt i København for sin skønhed, talent og alsidighed. 

I Cirkus Orlando mødte hun dette år også sin kommende mand, Edmond Barenco, fra Schweiz. Han var noget af et multitalent, der både optrådte som akrobat, slangemenneske og linedanser. Zephora og Edmond blev forlovet i Norrköping to år senere.

En symfoni i hvidt

Edmond og Zephora begyndte herefter at optræde selvstændigt. Edmond blev oplært som rytter af Zephoras bror, Erland. Erlands kone, Adele, var også artist, og de to par slog sig sammen. I 1912 erobrede de to par sammen Europa med et stærkt og anderledes nummer de kaldte “Les Orlando-Barencos” eller “En Symfoni i Hvidt”, hvor ALT lige fra hestene og deres seler til artisternes kostumer var holdt i hvidt. Nummeret blev instrueret af Adele, som gik med pisken og sikrede at hestene holdt tempoet, og indebar følgende: tre heste, som red ved siden af hinanden, hvor den yderste gik i galop, den inderste i trav, og den midterste skiftevis i galop og trav. På den yderste hest stod Erland, på den inderste stod Zephora. Imellem sig holdt de en stang over skuldrene, hvor Edmond optrådte med sine balance- og akrobatkunstner. 

De to par havde base i Frankrig, og turnerede derfra i hele Europa, men efter 1. verdenskrigs udbrud, måtte parret flygte tilbage til København, og i en periode optrådte de hos Cirkus Schumann i København.

Fanget i Rusland

Efter opholdet i København tog Edmond og Zephora til Rusland, hvor de opnåede stor succes, men den russiske revolution i 1917 tvang dem til at blive længere end planlagt. Efter revolutionen spillede cirkus primært for soldater, og selv artisterne blev pålagt arbejde i samfundets tjeneste, som f.eks. at skovle sne på gaden. De kunne ikke gøre andet end adlyde.

Parret havde efterladt deres datter i København, og hvad, der skulle have været 4 måneder, blev 4 år. Venner og familie modtog ikke livstegn fra parret, og rygtet lød, at de var blevet skudt af Bolsjevikkerne udenfor Vinterpaladset, men i virkeligheden var de på en farefuld rejse hjem til Danmark med hestevogne og med militærtog. Diverse razziaer og anholdelser samt et ophold i et cirkus i Riga forsinkede dem yderligere.

Genforening med Orlandos

Efter Edmond og Zephoras hjemkomst genopstod Les Orlandos-Barencos i 1921, og dette blev truppens storhedstid. Krigene i Europa var overstået, og de to par kunne igen rejse frit. De indtog bl.a. Berlin, Hamborg, London, og optrådte hos Cirkus Shumann og Cirkus Orlando regelmæssigt, og oplevede stor succes ved Cirque de Paris. 

I 1927 tog Edmond og Zephora tilbage til Rusland. Denne gang havde de deres datter med, som var blevet oplært rytter. De boede i cirkusbygningen i Leningrad ( i dag Skt. Petersborg), i de 5 måneder de var der. Zephora har senere beskrevet Rusland som “et af de bedste lande for cirkusartister, da artister modtages med åbne arme og vurderes højt for sin kunst”.

I 1931, 40 år efter sin debut som rødhætte, trak Zephora sig tilbage fra manegen. Hendes datter, der allerede fra 10-års alderen havde været en del af ”En Symfoni i Hvidt”, overtog hendes plads sammen med Edmond. 

Parret boede de sidste år af deres liv i cirkusgården på Kulladal i Malmø, hvor Miss Zephora døde i 1961, blot en måned efter hendes elskede Edmond var gået bort.

Du kan opleve Hennis rosenkostume fra nummeret “en symfoni i hvidt” på museet.